EU-Domstolen skrotter godkendelse af Femern-finansiering
EU-Kommissionens vurdering af mulig ulovlig statsstøtte til Femern-forbindelsen er i bedste fald "utilstrækkelig" og "unøjagtig". Det slår EU-Domstolen torsdag fast. Den annullerer kommissionens godkendelse af finansieringen, som ifølge to færgeselskaber er ulovlig.
- Kommissionen har således tilsidesat sin forpligtelse til at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, hedder det i en skrivelse fra domstolen.
Desuden fremgår det, at kommissionen ikke kunne erklære de omhandlede statsgarantier forenelige med det indre marked uden at kende betingelserne for anvendelsen af disse.
- Kommissionen har således begået en retlig fejl og udøvet et åbenbart urigtigt skøn, skriver domstolen.
Den danske stat yder støtte til planlægning, opførelse og drift af den faste forbindelse. Scandlines og Stena Line, der driver færgeforbindelser til Tyskland fra henholdsvis Danmark og Sverige, har klaget over en lang række forhold.
EU-Kommissionen har tidligere godkendt hele støttemodellen. Den har konkluderet, at der ikke er tale om statsstøtte. Men det er forkert, mener færgeselskaberne.
Kommissionen har desuden ifølge Scandlines og Stena Line begået fejl i forskellige vurderinger. Bl.a. har projektet ifølge klagerne ikke 'fælleseuropæisk interesse,' og kommissionen har svigtet krav om en ordentlig undersøgelsesprocedure.
Scandlines: Udtryk for en 'magtarrogance'
Femern A/S, der er selskabet bag den faste forbindelse til 52,6 mia. kr., er forberedt på et for selskabet dårligt udfald fra domstolen i Luxembourg.
Selskabet har lånt milliarder af kroner, så finansieringen er sikret, har direktør Claus Baunkjær forsikret over for regionalavisen Folketidende i sidste uge.
Selskabet oplyser til Ritzau, at man ønsker at læse dommen, før man udtaler sig.
Modsat giver Scandlines i en skriftlig kommentar udtryk for, at dommen er et bevis på en 'magtarrogance' fra myndighederne i Danmark.
- Systemet har i årevis udvist magtarrogance i forsøget på at tromle en Femern-godkendelse igennem - både i Danmark og i Tyskland - med henvisning til at det var politisk ønskeligt, siger direktør Søren Poulsgaard Jensen.
Selskabet mener, at det er muligt at finde rimelige vilkår for statsstøtte til Femern-forbindelsen.
- Støtten må defineres præcist og realistisk, og den skal være baseret på konsistente antagelser og være sikret mod misbrug, siger han.
Aftalen om en fast Østersø-forbindelse går ti år tilbage. Den blev underskrevet af Danmark og Tyskland i september 2008. Byggeriet af tunnelen mellem Rødbyhavn og Puttgarden begynder efter planen i 2020. Den 19 kilometer lange sænketunnel skal stå færdig i 2028.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.